Generalforsamling 2025

Foreningens 19. ordinære generalforsamling ( den 157. i den oprindelige Håndværker & Industriforening ) blev afholdt på Skovriderården i Nakskov tirsdag den 04. marts klokken 17.45.

Indbydelsen kan åbnes i .pdf – format ved at klikke her.

Referat skrevet Jørn ( sekretær og webmaster ) :

Klokken 17.30 blev dørene lukket op til det lokale, som vi var blevet tildelt, og straks entrerede de ventende medlemmer rummet.

Deltagere blev ”afkrydset” ved indgangen, og blev herefter forsynet med en øl / vand efter eget valg.

Klokken 17.55 tog formand Flemming Petersen ordet, og bød velkommen til forsamlingen. Flemming gav herefter en kort gennemgang af aftenens program. Herefter startede serveringen af aftenens menu, stegt flæsk med persillesovs. Dessert er pandekager med is.

På snakken ( og lydniveauet herpå ) var det tydeligt at deltagerne var indforstået med at aftenen skulle anvendes til ”at pleje sit netværk”.

Klokken 19.30 fik Anders Møller, tidligere direktør Lollands Bank, ordet for at orientere om et spændende boligprojekt i Nakskov, Sydkaj med udsigt over ”Havnefronten”. Et projekt på ”Mørtelværksgrunden”.

Projektet er startet af to tidligere ”Nakskov drenge”, og Anders gav en introduktion af disse 2 ejendomsudviklere.

Projektet har været længe undervejs, og startede som et kombineret eje og lejebolig. På grund af Covid 19 og andre omstændigheder, er det nu udelukkende lejeboliger, der vil blive udbudt, når projektet er færdigt.

Nær DLG området vil blive opført erhvervsbyggeri. Lejlighedsprojektet bliver i 6 blokke.

Der sker noget i Nakskov. Det gav Anders Møller os et indblik i.

Efter 10 minutters pause startede generalforsamlingen klokken 20.15 hvor Flemming ”dinglede” med klokken som start.

Lars Stuckert gennemgik først de formelle ting vedr. indkaldelse og lovligheden heraf på sin sædvanlige hurtige og håndfaste facon.

Flemming fik herefter ordet for fremlæggelse af beretningen.

Flemming ”så tilbage” på foreningsåret i sin beretning. Læs hele beretningen ved at klikke her.

På grund af kasserer Jan Buch’s fravær gennemgik Jørn regnskabet / årsrapporten for såvel Lolland Håndværker & Industriforening som for Varelotteriet.

Henrik, Østergades El Service spurgte efterfølgende til ”omkostninger ved investering”. Ud over hvad der står i regnskabet omkring gebyr, kan hverken Jørn eller Flemming svare uddybende på spørgsmålet. Anders Møller gav en forklaring på omkostniveauet i investeringsforeninger. Et niveau der sandsynligvis ligger på 0,5 %.

Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg :

Flemming Petersen ( formand )
Johnny Rasmussen,
Jan Grunth-Hansen
Claus Stechnik
Bjarne Keis Hansen ( suppleant )

Alle er villige til genvalg. På trods af dette ,spurgte dirigenten forsamlingen, om der var modforslag. Det var ikke tilfældet, og nævnte personer er valgt.

Orientering om planlagte aktiviteter i 2025 : Johnny Rasmussen orienterede om årets studietur der afvikles lørdag den 24. maj. Johnny uddelte program for turen til alle deltagere.

Lars Stuckert gennemgik forslaget fra bestyrelsen om ændring i kravet til revision ved ændring af vedtægternes paragraf 12. Et forslag der vil blive fremsat ved næste års generalforsamling.

Der var ikke indkommet forslag fra medlemskredsen.

Eventuelt : Ingen medlemmer havde input til dette punkt.

Kort efter klokken 21.00 var generalforsamlingen slut.

Med venlig hilsen
Jørn.

Bestyrelsens beretning for foreningsåret 2024 kan ses ved at klikke   her.

Dirigentens referat kan ses ved at klikke   her.

Dirigentens underskrevne referat fra generalforsamling 2025 kan ses ved at klikke   her. Denne version må betragtes som “det juridiske dokument” der dækker det formelle på generalforsamling 2025.

“Stemningsbillede” fra spisningen i forbindelse med “Generalforsamling 2025” på Skovridergården i Nakskov.